Ældrerådsvalget i Frederikshavn Kommune er nu afsluttet, og sammensætningen af det kommende Ældreråd ligger fast. To af medlemmerne fra det siddende råd fortsætter, mens fem nye træder ind. Rådet får dermed en blanding af erfaring og nye kræfter i perioden fra 1. januar 2026 til udgangen af 2029.
Det nyvalgte Ældreråd består af Bodil Gramkow Andersen, Dorte Kruse Vestergaard, Kaj Janus Mathiassen, Lene Munk Rasmussen, Mogens Nielsen, Ole Hartmann Pedersen og Søren Bjerregaard. Opgørelsen er lavet alfabetisk efter fornavn.
Ud af de 21.881 borgere, der var stemmeberettigede til valget, har 5.805 afgivet en gyldig stemme, hvilket giver en stemmeprocent på 26,5 procent.
Det nye Ældreråd samles til konstituerende møde mandag den 15. december 2025, hvor der skal vælges formand og næstformand.