Sproget spiller en vigtig rolle for børns leg, læring og muligheder for at være en del af fællesskabet. Frederikshavn Kommune har derfor sat gang i en fælles sprogindsats for børn fra 0-6 år for at styrke deres sproglige udvikling.
Baggrunden for initiativet er sprogvurderinger fra børnehaveklasserne i 2024, hvor det vist sig, at 40 procent af børnene havde behov for en fokuseret eller særlig sprogindsats. Målet med den nye indsats er at sikre, at flere børn får et solidt sprogligt fundament, inden de starter i skole.
Fra 2026 vil alle børn i kommunens dagtilbud blive sprogvurderet omkring 3-årsalderen. Dette giver et fælles udgangspunkt for at vurdere børns sproglige styrker og identificere hvor der skal sættes ind. Erfaringer og viden herfra skal bruges til at udvikle den pædagogiske praksis og skræddersy kommende indsatser.
Sprogindsatsen retter sig ikke kun mod børn med særlige behov, men skal løfte de sproglige læringsmiljøer for alle børn ved hjælp af leg, samtaler, rim, musik og bøger.
I Børnehaven Øster Dahl har børnene eksempelvis deltaget i små læsezoner, en sprogfestival og fået mulighed for at låne kufferter med bøger og figurer med hjem. Dagtilbuddet samarbejder også med biblioteket for at skabe læselyst.
Det næste skridt bliver blandt andet at oprette et netværk for sprogpædagoger, hvor medarbejdere kan dele erfaringer, få ny viden og afprøve idéer i dagpleje, vuggestuer og børnehaver i hele kommunen.